11 - 06 - 2020

Skab fair konkurrencevilkår. Indfør CO2-afgift nu!

Som det første pengeinstitut i Danmark stiller Merkur Andelskasse krav til regeringen om at indføre en klog CO2-afgift

Af Lars Pehrson, adm. direktør, Merkur Andelskasse

 

Listen er lang: Klimarådet, økonomer, grønne organisationer, erfarne klimaforhandlere som Connie Hedegaard og for nylig også en sjælden set koalition af både røde og blå ungdomspartier. Alle anbefaler de at indføre en CO2-afgift, så det velafprøvede “forureneren betaler” princip også gælder på klimaområdet. En sådan afgift, der indfases gradvist frem mod 2030, vil give det naturlige incitament til innovation: Mindre af fortidens teknologi og mere af fremtidens.

Men regeringen tøver. Det er svært at se hvorfor. Selvfølgelig er automatreaktionen fra lobbyister og brancheorganisationer, at netop den gruppe, de repræsenterer, ikke skal betale. Det burde erfarne politikere efterhånden være immune overfor. 

I Merkur Andelskasse har vi arbejdet for et bæredygtigt samfund i snart 40 år. Det er en integreret del af den måde, vi driver bank på. Derfor er det vigtigt for os, at de rigtige incitamenter er til stede i markedet. Diskussionen om, hvorvidt det grønne og bæredygtige er ”dyrere” bliver meget enklere, hvis det ”sorte” har en pris, der svarer til omkostningen for samfundet. Så kan vi og andre banker meget lettere løfte opgaven med at stille finansiering til rådighed for fremtidens løsninger. At undlade at opkræve en CO2-afgift er i virkeligheden en indirekte subsidiering af fossil energi og anden klimabelastning, fordi omkostningen skubbes over på andre.

En CO2-afgift er derfor den rigtige vej for at bidrage til klimamålene og sikre fair konkurrencevilkår. Det er en nødvendig beslutning, selvom den ikke er populær i alle kredse, for mange vil blive ramt. Det gælder også Merkurs kunder. Alligevel er afgiften den eneste vej frem, og vi skal i gang med at indfase de nye vilkår i dag fremfor i morgen.

Der er særligt tre argumenter mod en CO2-afgift i spil:

  1. Man kan ikke pålægge erhvervslivet nye afgifter midt i coronakrisen. Nej, det er der heller ikke nogen, der foreslår. Men coronaen går over, trods alt, mens klimakrisen består. Erhvervslivet kan godt tænke langsigtet. En indfasning, der begynder blødt om et år eller halvandet, vil give de stabile rammevilkår, som erhvervslivet også efterlyser. En del af provenuet kan sendes tilbage til erhvervslivet og bidrage til at løse særlige udfordringer – det vigtigste er, at incitamenterne vender rigtigt.  
  2. Afgifter vender den tunge ende nedad. Det er rigtigt, og det har de altid gjort. Men de virker, og derfor er det et effektivt værktøj. Det er ikke svært at kompensere lavindkomstgrupper - man kan forhøje den såkaldte “grønne check”, eller man kan gøre det på andre måder. 
  3. Produktionen flytter til udlandet. Det er et fortærsket lobbyist-argument, som desværre for let vinder gehør. Paris-aftalen forlanger imidlertid reduktioner af alle lande, så CO2 afgifter vil også blive indført andre steder. Så at flytte produktionen (det er heller ikke gratis) til et land, der indfører lignende afgifter et par år senere, giver næppe mening. Hertil kommer, at det internationale handelssystem nødvendigvis må tage højde for “klimaarbitrage”, så varer fra lande, der ikke har effektive reduktionsmekanismer, må belægges med afgifter, hvis de importeres til lande, der har gjort, hvad de skal. Sådanne afgifter var indtil for nylig ikke velsete - men det vil ændre sig. Ellers vil man ikke kunne holde sammen på de internationale handelsaftaler, eller sikre den folkelige opbakning til dem, hvis man i ly af handelsaftalerne kan køre på fribillet i klimakampen.

Så, kære regering. Tag mod til jer og kom et godt stykke tættere på 70% reduktionsmålet med en klog CO2-afgift.