11 - 10 - 2019

Ny direktør i Merkur

Charlotte Skovgaard tiltræder 1. november en stilling som direktør i Merkur Andelskasse.

Charlotte får ansvaret for ledelse og udvikling af Merkurs forretningsvendte funktioner, service- & administrationsenheder, IT- og udviklingsafdelingen samt for HR -området. Hun indgår samtidigt i Merkurs direktion sammen med administrerende direktør Lars Pehrson og kreditdirektør Alex Andersen.

Charlotte Skovgaard har opnået dyb indsigt i den finansielle sektor via stillinger i Arbejdernes Landsbank, Coop Bank, KPMG og Danske Bank. Hun kommer senest fra en stilling som projektdirektør i Arbejdernes Landsbank, og var en af hovedarkitekterne bag etableringen af Coop Bank, hvor hun efterfølgende var en del af direktionen.

”Med Charlotte i direktionen kan vi fortsætte med at styrke det kundeorienterede fokus og udvikle forretningen ud fra Merkurs unikke position på markedet som det førende værdibaserede pengeinstitut i Danmark. Hun er optaget af netop det værdibaserede og kommer samtidig med en bred erfaring med at skabe forandringer i en veletableret kontekst, såvel som i et opstartsmiljø”, siger administrerende direktør Lars Pehrson.

Charlotte Skovgaard er 47 år og bor i København.